Af Emil Elert Christensen

Forandring på automatik

Det kan være vanskeligt at få mennesker til at gribe til handling. At få dem til at bidrage til forandring hvis ikke de selv har set eller mærket behovet. Det er lettere at lade være. Mere komfortabelt enten at ignorere det eller at læne sig op ad gamle vaner, når der egentlig er behov for at lave om på noget.

”I kan jo starte med at samle plastik. Så ved I, hvad det drejer sig om.”

Signe Simonsen, Race for Oceans

Af og til er der heldigvis så vigtigt et formål for øje, at den gode sags tjeneste i sig selv er nok til at bringe folk sammen for at løfte i fællesskab. Race for Oceans er et af de tilfælde. Gennem en unik kombination af sport, strandrensning og vidensdeling formår initiativtager, Signe Simonsen, at bringe mennesker sammen i en ambition om at mindske plastikforurening i verdenshavene. Signe var speaker til Klean Masterclass under temaet “ForandringsRUM” og fortalte om den inspirerende rejse, de har været på. Du kan se Signes Masterclass her.

Men hvad gør man, når “den gode sags tjeneste” ikke trækker nok i folk til, at de bidrager til at skabe den fornødne forandring? Når hverdagen står i vejen?

Det har Thomas VovemoD et metodesæt til, som han indviede os i til Masterclass — ForandringsRUM. Han har siden 2004 hjulpet mere end 500 organisationer med at skabe forandring ved at gøre op med gamle vaner og forener mennesker om at føre visioner til virkelighed. Se Thomas' Masterclass her.

Ifølge Thomas vi er nødt til at arbejde med måden, vi tænker på, når vi skal ændre vaner. Vi er hvert fald nødt til at tage højde for måden, vores hjerne fungerer på. For selvom vi kan træde ind i fysiske rum, som kan inspirere os til at handle anderledes for en stund (se Mette Millings Masterclass), så er og bliver det i hjernen, at vores vaner enten udleves eller brydes. 

Vi skal både turde og have overskud til at bevæge os ud af hjernens gentagelsesrum og ud i forandringsrummet, som Thomas kaldte det. Det er nemlig ude i forandringsrummet, at vi kan omprogrammere hjernen til at ændre adfærd. Det er derude, at vi finder nye og bedre løsninger. 

For nogen er det måske lettere sagt end gjort. I den travle hverdag kan både tiden og lysten til den slags jo være begrænset for ikke at sige ikkeeksisterende. Derfor handler det ifølge Thomas VovemoD om at tage turen ude i forandringsrummet så tilpas hurtigt og effektivt, at vi kan nå til bunds i de ting, vi gerne vil lave om på og få dem omsat til noget, der er meget konkret. Noget man kan agere efter. Så hvordan tager man den tur?

Uden at gå i dybden med hver enkelt proces indeholder turen i forandringsrummet 5 følgende opgaver:

  1. Spot vaner der er værd at ændre på
  2. Drøm om 5-stjerners resultater
  3. Find vilde idéer
  4. Læg skarpe planer
  5. Afprøv modige vanebrud 

Forskning inden for adfærdsdesign peger i samme retning. For at flytte adfærd er det alfa og omega at alt, hvad der er uhåndgribeligt og komplekst, skal omsættes til noget, man kan forholde sig til i hverdagen. Noget der er konkret. Faren ved ikke at bearbejde tingene på den måde er, at de de store ambitioner, drømme og vilde idéer forbliver ved tanken. Hver dag bliver vi bombarderet med tusindvis af indtryk, og ting vi skal forholde os til. Derfor er hjernekapacitet en begrænset ressource. Og det er vi også nødt til at tage højde for, når rødderne på de fastgroede vaner skal rykkes op. 

I bogen “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag” skriver forfatteren, Morten Münster, om hjernens to systemer, som vi bruger til at træffe beslutninger med. De ligger i virkeligheden ret tæt op af Thomas’ førnævnte gentagelsesrum og forandringsrum. System 1 bruger vi til at udføre handlinger, som vi ikke behøver tænke over. Det fungerer på baggrund af vaner, erfaringer og tommelfingerregler. Det er hurtigt, automatisk, ukontrolleret, ubevidst, intuitivt og kræver nærmest ingen energi. System 2 derimod er langsomt, reflekteret, kontrolleret og bevidst og er det, vi bruger til at forstå og løse komplicerede problemstillinger. Men systemet 2 har sin pris. Det kræver energi, og det har vi begrænsede mængder af. Med andre ord er vores båndbredde begrænset. 

Og hvad kan vi så bruge det til? Som Morten Münster skriver i bogen, forsøger vi mennesker ofte at løse komplekse problemstillinger med løsninger, som passer til system 2. Problemet med det er, at det kræver store mængder energi at eksekvere forandring, der er designet til system 2. Og da folk som oftest i forvejen har opbrugt båndbredden heri, lader folk simpelthen bare være med at gøre den der ting, de blev bedt om at gøre anderledes. Forandringen udebliver og vanen fortsætter livet i bedste velgående.

Så med udgangspunkt i Thomas VovemoDs metodesæt, fund fra adfærdsforskning og "Jytte fra marketing" må læringen være, at når vi løser problemstillinger med en vis kompleksitet, bliver vi først og fremmest nødt til at arbejde metodisk med at få vendt alle stenene (mulighederne), når vi arbejder med vores vaner. Hvilke er vi rent faktisk nødt til at lave om på, og hvad skal adfærden ændres til? Udover det skal vi tage højde for menneskets begrænsede båndbredde. Det betyder dels, at ønsket adfærdsændring skal gøres så tilpas konkret, at det er til at handle på hverdagen. Samtidig betyder det, at vi af respekt for vores begrænsede system 2 kapacitet i højere grad bliver nødt til at designe den ønskede adfærd til system 1, så den samtidig er let at handle på.

Det kan virke uoverskueligt at koge tingene helt derned og måske endda unødvendigt at konkretisere tingene så meget. Men forandring og vanebrud kommer ikke af sig selv. Og som Thomas VovemoD sluttede sit indlæg til Klean Masterclass af med, er det de ofte de bittesmå vaner i hverdagen, der gør den større forskel.