Kunsten i at turde være anderledes

Guggenheim kunstmuseum, der ligger i New York City, havde et år 1,2 millioner besøgende. Aros kunstmuseum, der ligger i Aarhus med 300.000 indbyggere, havde 1,5 millioner besøgende. Det er et resultat, der taler for sig selv, men hvad skyldes Aros’ succes?

Kunstmuseer rundt omkring i verden ligner hinanden. Væggene er hvide. Måden, der bliver skrevet om kunst, er ens. Kunsten, der bliver udstillet, er den samme. 

De fleste kunstmuseer har til formål at udfordre deres publikum – men de glemmer at udfordre sig selv. De ligner hinanden. Succesfulde virksomheder ligner hinanden. Selv dem, der har med kunst at gøre. Hvorfor? Det at ligne hinanden bekræfter ens position, og så er det trygt at gøre, som man plejer. Men der er et problem med konformitet. Frygten for at gøre noget forkert bliver mere dominerende, end ønsket om at gøre noget rigtigt. Social angst. 

Problematikken ligger i, hvordan man kan udfordre sit publikum, hvis man går rundt med social angst?  

Erlend Høyersten, tidligere leder af ARoS, mener, at kunstmuséet skal være et mentalt fitnesscenter for besøgende lige så vel som ansatte. De besøgende skal udfordres, og medarbejderne skal udfordres i at udfordre besøgende. Der er nemlig en kæmpe forskel i at være aktivt deltagende og passivt modtagende. At være passivt deltagende svarer i kunsten verdens til at stå på en trampolin uden at gøre noget. Der sker ingeting. Først når man begynder at hoppe, udvider man perspektivet. Dét er, at være aktivt deltagende. Det holdt han oplæg om på Klean Masterclass 2018.