Etisk design og etiske forretninger
Når vi snakker om den digitale verden, er det i mangel på mere præcise betegnelser. Det er ikke en ting, vi kan tage og føle på, selvom vi har flere og hurtigere værktøjer til at måle og evaluere den på end vores fysiske verden, men et paraplybegreb for en ubegribelig mængde data og information på tværs af kanaler og koder. Netop derfor er det mere nødvendigt end nogensinde før at fastholde en etisk dimension i vores omgang med det digitale.
På Klean Masterclass RådeRum fortalte Trine Falbe om det, hun kalder etisk design. Det er et begreb, der dækker over en digital retorik med fokus på gennemsigtighed, ærlighed og ansvarlighed - både over for kunder, men også over for markedet som sådan. Den digitale handel er vokset så voldsomt over de sidste årtier, at det ganske enkelt er svært for både mennesker og lovgivning at følge med, og det har nogle virksomheder set et smuthul i - blandt andet ved at sælge folks data til højestbydende.
Statistikkerne taler faktisk for sig selv. Ugennemsigtige forretningskneb er på længere sigt ganske enkelt en dårlig forretning. Trine Falbe refererede til undersøgelser og rapporter, hvor det står sort på hvidt, at 65 % af forbrugere er stoppet med at købe fra virksomheder, som de fandt utroværdige; at 24 % inden for de sidste tre måneder har efterladt en digital indkøbskurv, fordi de ikke kunne gennemskue prisen, og at 49 % er tilbøjelige til ikke at stole på virksomheder, der bygger designkneb ind i den digitale arkitektur.
Det bedste eksempel er nedlukningskrydset på annoncer, der på en eller anden mærkelig måde er blevet den mindste ting i verden næst efter atomet. Man kan i hvert fald sjældent ramme det i første forsøg. Det giver en illusion om en mulighed, som reelt set blot er visuel formalia - og som i sidste ende kun har til formål at få en til at fejle.
Det siger næsten sig selv, at etisk design med fokus på transparens ikke er et trylletrick - eller et hack, som Trine Falbe sagde - og at loyalitet og tillid ikke kommer af sig selv, men bliver opbygget over lang tid. Ligesom i den virkelige verden, fristes man til at sige. Det praktiserer vi hos Klean ved at insistere på, at dialogen er det bedste værktøj, vi er udstyret med. Det er udgangspunktet for alt, vi laver; mennesket først, teknologien bagefter.
Trine Falbe
Trine Falbe er UX strateg og designer. Hun arbejder i snitfladen mellem mennesker og forretning og har arbejdet professionelt med internettet i 20 år. Hun hjælper virksomheder med at kortlægge strategiske fordele gennem etisk design og skabe forretning på det. Trine er forfatter til en række bøger bla. The Ethical Design Handbook fra 2020. Er der RUM til en snak om etik på nettet?
