Designproces: Bag om verdensmålene
Ingen mennesker vil sige ”ja tak” til en gang kompleksitet i deres liv. Det lyder som noget, man gerne vil undgå. Det lyder besværligt. Kedeligt. Tungt.
Men de største mesterværker består faktisk af kompleksitet. De består af komplicerede systemer. Tænk for eksempel på Mozarts symfonier. De består af en masse enkelte noder, der, sammensat på den rigtige måde, udgør mesterværket. Vi nyder at lytte til musikken, men hvis vi kigger på nodearket, vil de fleste af os tage os til hovedet og føle os rundtossede. Vi forstår ikke, hvad der står. Det er for komplekst, og vi føler ikke vi har en chance.
På samme måde ville vi have det, hvis vi gik ind til en tilfældig forelæsning på medicinstudiet. De latinske termer ville flyve hen over hovedet på os. Det ville kede os.
Kompleksitet vil vi mennesker oftest gerne udenom.
Men måske er det ikke kompleksiteten, der er problemet? Vi nyder jo egentligt musikken, når den først spiller. Og vi nyder i hvert fald godt af de autonome processer, der foregår i kroppen, selvom vi ikke tænker over dem – eller forstår dem.
Problemet med kompleksitet er ikke kompleksiteten i sig selv – det er, at vi ikke forstår kompleksiteten. Vi kan ikke forstille os, hvordan det er at høre et orkester spille Mozarts symfoni alene ved at kigge på nodearket – simpelthen fordi vi ikke er musiksagkyndige.
Kunsten ligger i at gøre det komplekse forståeligt. Den opgave blev Jakob Trollbäck sat på, da han skulle omdanne FN’s verdensmål til visuel kommunikation. Den farvelagte, globusformede cirkel, vi kender i dag, er symbolet for FN’s 17 verdensmål. Det ser simpelt og overskueligt ud, men cirklen består faktisk af 169 delmål.
Jakob Trollbäck holdt oplæg om designprocesen på Klean Masterclass 2020.
Jakob Trollbäck
Jakob Trollbäck er grundlægger af det strategiske kommunikationsbureau The New Division og branding og design studiet Trollbäck + Company. Han er den ledende hovedarkitekt bag kommunikationen af FNs 17 verdensmål - en ambitiøs og inspirerende agenda for at gøre verden til et bedre sted inden 2030. Med kontor i både Stockholm og New York har han specialiseret sig i strategi og kommunikation af bæredygtighed.
