Vi ser ikke verden, som den er, men som vi er - eller som vi er præget til at se den

Vi ser ikke verden, som den er, men som vi er

En professor besøgte en japansk Zen Master for at lære om Zen. Mesteren serverede te ved besøget. Satte kopper frem og begyndte at hælde te op. Da gæstens kop var helt fuld, blev mesteren ved med at hælde te i koppen.

Teen flød til sidst ud over koppen, ud over underkoppen og hen over bordet. ”Koppen er fuld”, sagde professoren, ”der er ikke plads til mere”. ”Ligesom denne kop”, sagde mesteren, ”er De fuld af Deres egne meninger og spekulationer. Hvordan skal jeg kunne vise Dem Zen, medmindre De tømmer deres kop”.

“In the beginner’s mind there are many possibilities, but in the expert’s there are few.”
– Zen Master Shunryo Suzuki.

I Klean har vi igennem 10 år arbejdet agilt med softwareudvikling og med minimum viable solution (MVS) som et drivende tankesæt. Altså at vi sammen med kunden finder det mindst mulige digitale skridt, vi kan tage, som giver mest mulig værdi. Vi starter selvfølgelig med at tale om og kortlægge værdiskabelsen, og vi arbejder agilt og helhedsorienteret.

Men selvom ægte agilitet måske i en virksomhed kunne være en af nøglerne til at låse døren mellem drift og innovation op, så synes det stadig at være svært at nå til denne åbne samarbejdsform. For nylig sad jeg til et foredrag om designtænkning på et individuelt plan, og indlægget berørte, hvor svært, men også vigtigt, det er at være opmærksom på, at de briller, vi ser verden igennem, er helt vores egne. Med andre ord ligger der en kognitiv udfordring i at holde sin egen dagsorden ude af billedet, når vi taler forandring og udvikling, så vi kan holde fokus på 'sagen'. Der er en blind vinkel i forhold til, hvad vi er styret af.

Vi er ganske enkelt præget meget hårdt af alle mulige faktorer, som gør det svært at se sagen klart. Spørgsmålet, jeg er blevet optaget af, er, om det er muligt selv at vælge at tage andre briller på - eller om vi må lade os føre lidt derhen. At aflære gamle mønstre er ikke enkelt. Når det gælder digitale muligheder og innovation, er vi på vej ind i nye paradigmer styret af en i mange tilfælde forældet forståelsesramme. Vi må tømme koppen - vi må aflære noget og gøre plads.

Så vidt jeg kan se, er kernen i de fleste kreative metoder, jeg kender netop, at man kortslutter eller skaber et slip i selvforståelsen, og pludselig er der plads til noget nyt. Det kan være gennem uvante øvelser, der flytter en til nye steder, eller det kan være gennem tidspres - som f.eks. under et hackathon. Et eller andet sted i processen er man nødt til at give slip på vante forestillinger og gå med ideskabelsen - ofte uden helt at vide hvad der foregår, indtil det på et tidspunkt måske kommer til at give god mening. Det kræver mod og ofte opstår der mod-stand.

Børn bliver tit brugt som eksempler på at gå til opgaver med en helt anden åbenhed end vi voksne. Formentlig er prægningen ikke så markant endnu. Måske er der noget om, at så snart vi har lært vores børn at se en ‘gråspurv’, så ser de ikke længere væsenet bag kategorien - det vi også kalder en fugl. Der er skabt et mentalt billede, vi ser væsenet igennem. Ligesådan på alle andre områder. Også teknologi, organisering og virksomhedskulturer.

I Zen buddhismen og mindfulness opererer man med 'beginners mind'. Det er ikke et spørgsmål om at glemme alt, hvad man har lært, men mere om at kultivere åbenheden eller nulstillingen, aflæringen om man vil. At kunne se klart - uden filter med sin gamle viden eller erfaring i bagagen, men uden at være farvet eller identificeret med den. Kernen i de østlige discipliner er bla. meditation. På den led giver det god mening, at stilhedspraksis og andre former for fordybelse vinder indpas - også i danske virksomheder.

Alt for ofte synes jeg, man ser enkeltindivider præge en udvikling hårdt. Vi ser ikke verden, som den og helheden er, men som vi er - og ønsker at præge den med det udgangspunkt. Det synes ikke holdbart. Måske er der faktisk træningsformer, som kan støtte os mennesker i den udvikling, vi har så svært ved at følge med til, og hvor vi, så vidt jeg kan se, ofte spænder ben for os selv. Træningsformer og opmærksomhedspunkter, som kan bidrage til mere åbne samarbejdsformer med fokus på sagen og ikke ‘mig’ eller ‘min rolle’ i den.

Vi kan helt sikkert hjælpe hinanden - især måske lige nu mere end nogensinde på tværs af generationer - med at finde og se nogle af de blinde vinkler og på den måde skabe lidt plads i koppen til noget nyt. I det lys er den klassiske kløft mellem driftsorganisationen og innovationsenheden ikke to adskilte størrelser, men en samlet bevægelse.