Det mindst mulige som giver værdi, giver den største værdi

MVS - det mindst mulige som giver værdi, giver den største værdi

Du kender det sikkert. Du har fået en god ide til en værdiskabende feature på jeres website. Ideen luftes for kollegerne, og det nærmest vælter ind med forslag til, hvordan den nye feature kan blive endnu bedre.

Og inden du har set dig om, er den oprindelige ide blevet til en kompleks affære med avanceret funktionalitet.

Det er der i udgangspunktet ikke noget galt i. Der, hvor det går galt, er, når man vælger, at den oprindelige ide ikke kan leve uden alt det ekstra, man fandt på undervejs.  

For hvem ved, om alt det ekstra, man fandt på, rent faktisk er dét, der gør forskellen for kundernes oplevelse med dine produkter eller services, og derfor er udslagsgivende på din bundlinie. 

Der er altid bedst forretning i at starte med at implementere det mindst mulige, som giver værdi for kunderne og dermed din forretning. Herved bruger du mindst muligt af dit udviklingsbudget, og du lancerer så hurtigt som muligt, så du kan kapitalisere på den gode ide.

Man kalder det Minimal Viable Solution (MVS), eller Minimal Viable Product (MVP).

Kundernes feedback og adfærd vil sammen med eventuelle brugertests hurtigt afgøre, hvad den første forbedring til den oprindelige ide skal være. Gentag øvelsen med at lancere den mindst mulige forbedring, så længe forbedringen øger den samlede værdi, og stop så.

Der er tre afgørende fordele ved MVS-tilgangen:

  1. I lancerer den samlede feature hurtigere og dermed billigere, end hvis du havde eksekveret på alle dine kollegers ideer
  2. I har lanceret præcis det, som giver mest værdi for kunderne og dermed jeres forretning
  3. I har ikke mistet kunder og konvertering i al den tid, det ville have taget at lave den komplekse løsning

Det kan tage lidt tid at få metoden ind under huden og at overbevise sine kolleger om værdien. Men belønningen er stor, når det lykkes.