UX London konferencen blev i går indledt med en keynote af Jesse James Garrett. Garrett kom godt rundt om begrebet 'user experience' og hvordan det i de sidste ti år er blevet udvidet fra kun at blive brugt om arbejdet med websites til at blive brugt om arbejdet med teknologi i bred forstand.

En af Garretts gode pointer var en historisk analogi, hvor han beskrev Ludwig van Beethoven som en tidlig user experience designer. Ligesom nutidens UX designere havde Beethoven et specifikt produkt, han skulle levere - det der på engelsk hedder et deliverable. Beethovens umiddelbare produkt var et partitur til et orkester, men hans ultimative formål var ikke at nedfælde noder på papir. Beethoven havde også et 'implementation team', som kunne være et symfoniorkester eller en strygerkvartet, men komponistens formål var ikke at holde sit team beskæftiget. Formålet med Beethovens værker var og er oplevelsen af at høre dem opført.

En tidlig UX designer?

Og her ser Garrett analogien til nutidens user experience designere. En UX designer leverer ofte wireframes, men en designers ultimative formål er ikke at skitsere interfaces. Når en wireframe leveres skal den implementeres af et team af udviklere, men en designers formål er ikke at holde udviklerne beskæftiget. Formålet er at skabe et interface der skal bruges.

Opførelsen af et musikalsk værk og brugen af et interface er begge flygtige og uhåndgribelige oplevelser, men det er netop dér at værkernes værdi opstår. Værdien af et stykke musik kan ikke bedømmes i dets nedskrevne form, men først i det øjeblik det opføres. På samme måde kan hverken en wireframe eller et færdigt interface vurderes som godt eller dårligt før en bruger sætter sig til skærmen og bruger det.

Pointen er god, selv om Beethoven er lidt af en målestok at måle sig imod. Hvem har et bud på hvor vi finder user experience feltets niende symfoni?