
En af de mest populære workshops på UX
London konferencen var Good Design Faster afholdt af
Leah Buley fra Adaptive Path. Leah
trak fulde huse begge gange workshoppen blev afholdt, og først i
anden omgang lykkedes det mig at få plads i lokalet.
Leah Buleys workshop var netop den manglende brik, som Martin
efterspurgte da han hørte et
oplæg om wireframing på FOWD-konferencen et par dage forinden. I den
præsentation fokuserede Brad Haynes på digitale værktøjer til
wireframing, men han havde ingen input til den kollaborative og
agile designproces. Det havde Leah Buley til gengæld.
Håndtegnede skitser er nemmest

Leah Buleys workshop var fuldstændig analog, og den håndtegnede
skitse var i centrum. Tesen var at håndtegnede skitser er enklest
at lave, hurtigst at annotere, og nemmest revidere i samarbejde med
andre.
At skitsere interfaces i hånden handler i øvrigt ikke om kunst,
men om kommunikation, så man skal ikke være bange for sine
manglende evner med en pen.
Efter workshoppens indledende øvelser fik vi beskrevet et
website til udveksling af opskrifter, og så gjaldt det om på meget
kort tid at skitsere seks variationer af interfacet. Disse skitser
blev efterfølgende hængt op på væggen, hvor de blev udgangspunkt
for gruppevis diskussion.
Sketchboards fordrer diskussion
Konceptet med at samle skitser på væggen, gruppere dem og bruge
dem som udgangspunkt for kollaborativt design kalder Adaptive Path
for sketchboarding, og processen illustreres meget godt i
denne korte video:

Øvelsen afslørede at de otte af os, der sad om samme bord, havde
helt forskellige idéer om hvordan et website med opskrifter kunne
udformes. Efter ti minutter hvor vi annoterede hinandens skitser
ved hjælp af post-it notes var der ikke mange ledige
kvadratcentimeter på sketchboardet, men vi var nået frem til et
design, der trak på det bedste af alles idéer og undgik rigtig
mange fejl og faldgruber.
Vil man eksperimentere med dogme-tilgangen til wireframing så
har folkene fra Adaptive Path skrevet udførligt om hvordan man laver sketchboards, hvordan man øver sig i at tegne
og ikke mindst hvilke værktøjer man skal have i sit
penalhus. Ja, her har vi faktisk at gøre med en teknik, der
kræver et penalhus.