Paul Sondereggers indlæg om Human Computer Information
Retrieval gav stof til en del eftertanke. Blandt mange gode
pointer havde han bl.a. én om den måde, man snakker om semantic web
på. Der er tre lejre, siger han:
Puristerne som mener, at det kun giver mening
at snakke om semantic web, hvis det er en "ren" realisering af den
oprindelige ide. Holdningen er, at hvis det ikke er præcist dén
måde, man får tingene til at køre på, så er det ikke tale om noget
semantic web. Den oprindelige ide gik ud på, at små stykker af
software (agenter) med en eller anden form for indtryk at vores
behov, kunne foretage forhandlinger på vores vegne. Altså, jeg
ville f.eks. have min egen lille nyhedsrobot, som ud fra et
kendskab til mig, som på mine vegne kunne gå ud og forhandle med
andre robotter om, hvilke nyheder der skulle have love at slippe
igennem til mig.
Realisterne som mener, at det ikke giver mening
at snakke om, at et eller andet stykke software skal kunne gøre det
ud for menneskelig dømmekraft. Sådan et system vil f.eks. være
pivåbent for misbrug, og alene af dén grund være praktisk
ubrugeligt. Desuden, kan en realist sige, er det også omsonst
overhovedet at forestille sig, at man kan lave software, som kan
simulere den menneskelige beslutningsproces: Vi ved jo reelt ikke
en gang, hvordan dén foregår (og den er godt nok; det ved vi
faktisk ikke).
Konversationisterne (the conversationalists)
stiller sig midt imellem de to positioner og siger, at det
semantiske web er en realitet, når informationsfremsøgningen er
forbedret så meget, at vi, der søger informationerne, og på
baggrund af en "intelligent" filtrering, er i stand til at tage
bedre beslutninger om, hvad vi skal ofre vores opmærksomhed på.
Semantic web bliver ud fra det synspunkt ikke så meget en snak om
Web 3.0 som om Search 3.0 (eller faktisk Find 3.0). Fokus i søgning
skifter fra at forsøge at finde lange lister over materiale, som
muligvis er relevant, til at arbejde med opdagelse (discovery) i
forhold til at finde det, man reelt har brug for. At søgningen på
alle måder understøtter, at man bliver klogere på, hvad der er
relevant, efterhånden som man sætter maskinen til at finde ting
frem.
Nu er den slags opstillinger jo altid lidt kunstige i det. Der
vil sjældent være en person, som helt og holdent kun repræsenterer
det ene af de tre synspunkter. Men ens indgangsvinkel vi typisk
være farvet af enten den ene eller den anden tilgang, og det er det
helt fint at kunne pejle efter.
