Hvis man nu er bekymret for, om man husker godt nok, så kan man
jo vælge at optage hele sit liv i lyd, billeder, film og alt hvad
man foretager sig digitalt.
Denne idé realiserede Gordon Bell og hans kollega Jim
Gemmell hos Microsoft. Gennem flere år har de bevæget sig rundt
i hverdagen med automatiske kameraer, der tager billeder hvis lyset
ændrer sig eller nye personer kommer ind i rummet.
De har også permanent en mikrofon og andet grej med sig, som
optager deres hverdag.
Deres computere optager alle websites, de besøger. Deres telefon
optager automatisk samtalen, hvis man ringer til dem.
Hvordan det er at være gift med dem melder historien ikke noget
om, men de har skrevet en bog om deres liv
med den automatiske hukommelse - og vi er taget til
legendariske Xerox PARC for
at høre mere om Total Recall.
PARC er en forkortelse for "Palo Alto
Research Center", og de sidste femten år har jeg gerne ville på
besøg her. Det er lidt ude på landet, og når man kører forbi farmen
med heste og triller over bakkentoppen, så kommer man til stedet,
hvor musen, den grafiske brugerflade og kopimaskinen er blevet
opfundet.
I foredragssalen er stemningen munter på grænsen til det
løsslupne, og de ankomne gæster er overvejende forskere. Skal vi
være ærlige, så trak vi nok den gennemsnitlige intelligenskvotient
en del ned.
Nå, men det interessante ved hele idéen om at man kan genskabe
sit liv ved at se på optagelser - hvad enten det er lyd, billede,
film eller tekst - er at det måske kan frigøre hukommelsen til
andre ting.
Ordet måske er valgt med omhu, for det viser
sig at en del af problemet er at genfinde ting, der er sket
tidligere. Nu skal en tidligere hændelse ikke genfindes i
hukommelsen, men i en database, og opbygningen af en datastruktur
og relevante søgemuligheder har været en stor udfordring i
projektet.
En del af den viden, der er fremkommet gennem projektet, er
implementeret som teknologier i Microsofts søgemaskine Bing. Vi får
dog ikke at vide, hvad der konkret er tale om.
Nu kan man selv læse bogen og mene hvad man vil om det
excentriske i at leve sit liv for delvist åbent kamera, men
projektet rejser et par interessante spørgsmål:
- Idag bliver vi oftere og oftere fotograferet eller filmet når
vi er et offentligt sted. Hvem bør eje et fotografi af mig, der er
taget på offenligt område, og bør jeg selv få adgang til en
kopi?
- I forsøgte kan Gorden og Jim selv slukke for deres udstyr når
det passer dem, og det gør de også. Som de selv formulerer det, så
er det "for deres egen skyld" at de optager, og det er ikke for at
offentliggøre alt om deres liv. De kan også selv slette alle deres
data. Hvis jeg fotograferes et offentligt sted, hvilken ret har jeg
så til at få materiale slettet?
Idéen om at alt bliver optaget og registreret er muligvis en del
af vores fælles fremtid, uanset om vi synes om det eller ej.
Vi optages i dagligdagen når vi går på gaden, kører over en bro
eller besøger et website.
Meget registrering sker anonymt, men med bedre teknologi
indenfor talegenkendelse, automatisk tekstanalyse, automatisk
transkribering af tale til tekst og ansigtsgenkedelse på billeder,
så kan al den automatiske registrering samkøres og anvendes til en
bekymrende præcis identifikation af mig - hvis man
bare er dygtig nok.
Tænk selv videre. Det er ikke uden problemer, det her.
Set fra den positive vinkel, så ville jeg synes det var sjovt,
hvis der fandtes film og billeder fra dengang jeg var lille. Jeg
klatrede i træer, var på fodboldbanen og fangede frøer. Det har jeg
ingen billeder af, så jeg må støtte mig til hukommelsen. Jeg kan
aldrig dele det med mine børn.
Alligevel håber jeg nok, at Total Recall aldrig rigtigt bliver
til noget. Hvad håber du?
