Meget kort fortalt handler det om at skabe noget, der minder folk om noget, de aldrig har set. Nej, jeg har ikke byttet om på ordene. Det, der er så sejt, er når man laver noget, der får folk til at se det unikke og smukke. Det findes også i hverdagsting som blyanter, papirclips...og websites. Detaljer i mundæne objekter er tit værd at stoppe op og kigge på. 

Tegnsætning er ikke kun vigtigt på skrift. Man kan også tale om tegnsætning i designet; et komma eller et semikolon. Det er den tid, det tager at opleve designet; at skrue kapslen af en flaske eller tage låget af en æske. Og det gælder også på nettet. 

Og på den måde, helt pumpet med information og sejhed, slutter Future of Web Design 2012 for mig. 

Det bliver mere og mere vigtigt for webdesignere at kunne kode. At vide, hvordan det, de designer, skal laves, og hvad der kan lade sig gøre. 
Jonathan Berger bruger udtrykket "code literacy", som vel bedst kan oversættes til "kodekendskab". Det er vigtigt at skelne mellem at "kunne kode" og at "kunne forstå kode". Det første kan virke som et næste uoverkommeligt projekt alt efter, hvor man starter. Det sidste er mere spiseligt. 

Det handler om at forstå sammenhængen og om at afmystificere udviklingsprocessen. Efter sigende er designere mere bange for udviklere end for hardcore business-folk. Og det er ofte fordi de ikke helt ved, hvad det er udviklerne laver. Det er ikke sort magi, og det er vigtigt at forstå, når man designer. 
Den lille forskel mellem udviklere og designere burde være let at overkomme, hvis begge parter lærer mere om hinanden. At designerne ikke bare sidder og laver mood boards og farvelægger i tone-i-tone-farver, og at udviklerne ikke er coladrikkende, fjendtlige nørder, der laver sort magi. 

Hands-on erfaring med hinandens medier og virkeligheder er vigtigt for både samarbejdet og slutproduktet. På det niveau, hvor man bare skal have forståelse, er ingen af delene rocket science, men tværtimod ret sjovt. 

Når man laver et site med responsive design, gælder det om, at få det i en bowser så hurtigt som muligt. Kom ind i browseren, se, hvordan designet lever og ånder...og går i stykker. For det gør det nok. Og så retter man naturligvis det. Men hvis vi først ser hele herligheden i en browser til sidst, er det både sent og dyrt at rette et billede, der ser helt forkert ud. 

Steve Fishers slides havde overvejende zombie-tema. De fem videoklip udgør ca. min samlede erfaring med zombiefilm. En af pointerne var, at hvis man ikke specificerer godt nok, hvis man ikke taler med udviklerne, og hvis man ikke definerer, hvad designet skal kunne, så ender udviklingsfasen i noget, der minder om zombie-apokalypsen. Og jeg tror han har ret. 

Steve Fishers afsluttende bemærkning om, at "stories are data with a soul" og det hele handler om content creation, gjorde mig helt begejstret. Og det skyldes ikke kun, at jeg er let at begejstre, når jeg er træt. For content er nemlig vigtigt, og det er en god pointe at tænke websites ud fra content. 

Så hvad sker der med responsive design i fremtiden? Eller webdesign i det hele taget? Det er svært at sige. En let og overskuelig forudsigelse findes lige her på futurefriend.ly 

Så da jeg i aftes blev suget ind i en yderst interessant samtale om frameworks til test af Java Script (som alle jo ved er det bedste samtaleemne til et afterparty med fri bar), benyttede jeg lejligheden til, mens jeg pegede fyren lige i brystkassen, at sige, at jeg da egentlig godt kan lide Songkick. 

Den stakkels mand blev helt overrasket. Dels over at jeg ikke hadede det, han laver, og dels over, at der faktisk er ægte, levende brugere. Han sagde ordret (men på meget pænt engelsk, vel at mærke). "Gud, jeg har aldrig mødt en bruger". 

Hvis du spørger mig, er det ret vigtigt at huske, at der sidder rigtige, levende mennesker i den anden ende, som skal bruge det, du laver. Så vær da bare glad, når de kommer hen til dig og roser det, du laver. 

Måske burde man også gøre en indsats for selv at møde dem? 

Der er dog en række ting, man kan gøre for at undgå, at designere og udviklere går skævt af hinanden og dermed får lavet noget helt andet end det, der var udgangspunktet. 

Kommunikation er for det første vigtigt. Det er ikke farligt at ringe til hinanden. Fordi man laver helt forskellige ting, betyder det ikke, at man ikke kan tale sammen. Forklar designet og forklar, hvorfor noget kan være mere krævende at implementere. 

Få fat i potentielle problemer allerede i stadiet med wireframes. Hvis man arbejder sammen allerede fra starten, kan man også fange alle de ting, der enten ikke kan lade sig gøre, eller vil sprænge budgetrammen. 

Og så burde begge parter komme lidt mere ud. Designere skulle komme lidt ud af Photoshop i ny og næ og se, hvad der laves i de forskellige browsere, og udviklere skulle kigge op fra tastaturet fra tid til anden. 

Ifølge Remy Sharp, er der fire ting, der jævnligt ødelægger hele flowet: 

• Flydende layouts 
• Faste størrelser
• Responsive design
• Bittesmå varianter af designet 

- og så alle de andre små ting såsom at vise hover states i designet, sende et grid med (og overholde grid'et, hvis det er der) og vise, hvordan designet skal skalere ned til mindre skærme. 

Jeg har ikke selv oplevet konflikten mellem udviklere og designere, og mange af eksemplerne er heldigvis en smule overdrevet for underholdningens skyld. 

Men derfor er åben kommunikation i hele processen stadig noget af det vigtigste i et projekt. 

Websites bliver set på mange forskellige devices med mange forskellige skærmstørrelser og i mange forskellige situationer, og hele vores opfattelse af, hvordan man interagerer med teknologien har ændret sig drastisk. 

45% af alle brugere bruger nettet, når de er på farten, og ikke foran et skrivebord. 22% af alle brugere bruger ikke længere desktop-computere, og 71% reagerer på tv-reklamer med deres mobiltelefon. Vi har den med os hele tiden og gør alt med den.

Det ses også tydeligt i den tilknytning, mange føler til deres mobiltelefon. Den lille snert af angst, man føler, når en anden låner ens telefon til "liiige at se noget". Har nogen endnu fundet en socialt acceptabel måde at sige nej til det på? For så vil jeg gerne tippes. Telefonen er vores vigtigste værktøj til næsten alt. 

Det betyder også at den og dens funktioner indgår i en masse forskellige kontekster. Man er ikke længere en unik bruger, man er en multipel bruger i flere forskellige kontekster i løbet af en dag. Og det skal der tages højde for, når man laver websites eller apps. 

Nogen ville sige, at apps er det nye Facebook. Det nye "det-skal-vi-da-have". Og det passer også i nogle tilfælde. I andre tilfælde, passer en app faktisk bedre til den kontekst, brugeren befinder sig i på brugstidspunktet. Og så er det det, man skal lave. Det er blandt andet derfor Google+ og LinkedIn har valgt at lave apps frem for sites med responsive design, siges det. 

Og netop konteksten kan være problemet ved responsivt design. Fordi der tænkes ikke i kontekst, men i størrelse. Rob Borley mener ikke responsivt design faktisk er design. For havde man designet specifikt til mobil, havde man gjort det anderledes. Det kan diskuteres, og jeg ved, at mange vil være uenige. Men jeg tror det er sundt at tænke over, om man nu også ville have sat knappen lige der og givet den netop den størrelse, hvis man havde designet til mobil.

Hovedpointen er, at man ikke skal lade teknologien bestemme, hvad man laver. Lad det være op til konteksten, det skal bruges i. 

Som han selv sagde, ville han næppe være, hvor han er i dag, hvis det ikke var for teknologi og de muligheder, det giver folk med f.eks. synshandicap. 

En mindre ting som labels og metadata på alle elementer i en app, kan være forskellen på, om en person med handicap kan bruge app'en eller ej. 

Det er et kæmpe skridt på vejen, at de første selvkørende Google-biler allerede nu kører i USA, selvom der i mange stater kræves, at der er en seende co-driver.

Det siger en del om, at webudvikling ikke kun er det, man kan se, men en hel oplevelse, der faktisk gør livet lettere for mange, og ikke kun hjælper os til at tømme nettet, når vi keder os.

Generelt set er iOS længere fremme med accessibility end Android er. Men over hele linjen gælder det, at der mangler fokus på og test af tilgængelighed. Også for de brugere, der ikke kan se.

Jeg har muligvis en fordom eller to om art directors, men James Fenton havde virkelig pæne slides. Med Helvetica. Det var det, jeg bed mest mærke i. 

Vi er ude over fordommen om at art directors vil have rock'n'roll og ting, der popper. Jeg kunne alligevel godt have ønsket mig, at der var blevet taget lidt mere fat i diskussionen om, hvorvidt der stadig er et gab mellem usability og art direction. 

I stedet fik vi fem principper omkring design, som James Fenton art directer ud fra. Og de kan i princippet oversættes til de fleste processer. Det er kun fornuftigt.  

• Definer visionen. Giv et klart brief. 
• Vær fleksibel og imødekom forandringer. 
• Sigt efter ensartethed i brugeroplevelsen. 
• Del ideer.
• Demokratiser designprocessen. Ikke med Design by Committee, men gennem involvering. 

Jeg læste forleden at UX er en state of mind, og den state er HTML5 nok ikke helt kommet i endnu. 

En ting som formularer, der i forvejen ikke er den letteste disciplin, har ikke specielt meget gavn af HTML5. Endnu. Dels på grund af de forskellige browsere, dels på grund af de funktioner og typer, der er til rådighed i HTML5. 

Det er derfor ikke muligt endnu at lave en formular, der giver mening for brugeren, i ren HTML5 uden at "lappe efter" med f.eks. Java Script. Og bare fordi vi kan vise fejlmeddelelser som frække talebobler, betyder det ikke, at brugeren forstår det. 

Autoplay er kommet tilbage med HTML5. Det i sig selv, synes jeg, er et glimrende eksempel på "bare fordi du kan, betyder det ikke du skal". 

Så det vigtigste take-away fra dagens første rigtige session med Joe Leech må være "don't do stupid shit". HTML5 er nemlig ikke helt up to date med det, vi gerne vil kunne på nettet. Endnu.

Specielt har jeg sat næsen op efter sessions omkring responsive design, content, Code Literacy for Designers (selvom jeg hverken er designer eller kodeblilnd, kan det vel ikke skade?), test, og en session med den meget mundrette titel: "Dr Weblove or: How I Learned to Stop Worrying About Photoshop and Love Designers". 

Følg med lige her, det bliver næsten som at være der selv. 

Læs alle indlæggene (igen):

• UX i HTML5
• Art Direction vs. the Web
• Accessible Mobile App Design
• Context is King
• Dr Weblove
• "Jeg har aldrig mødt en bruger"
• A Responsive Process