Uorden er en dyd på Reboot. Det er kun i meget begrænset omfang
besværet værd at lægge en plan på forhånd. I hvert fald hvis det er
med ambitionen om at følge den. For gevinsterne ligger som
hovedregel på helt uforudsigelige steder.
Bevares, keynotes er ikke at foragte. Men den session, som du
egentlig ikke lige havde bemærket i programmet, men alligevel
falder ind i, da du lige kommer forbi på vej til… ja, du ved i
grunden ikke helt hvorhen, kan lige pludselig vise sig at have en
gave til dig.
Så det handler altså om at holde sig i bevægelse; om ikke at
blive et sted, hvor man ikke føler, man får noget - eller kan
bidrage med noget selv.
Så på den måde stødte jeg i går i forbifarten på Projekt OpenStreetMap. Det handler om at lave
kort af hele verden efter samme model som wikipedia. Altså
brugergenereret fra starten og også vedligeholdt af brugerne.
Man bidrager til kortene ved at bevæge sig rundt på gader og
stræder med en GPS-modtager. Den
registrerer ens bevægelser i en fil, som man efterfølgende uploader
til sitet. Der sætter man så gadenavne på og andre detaljer, og så
bliver det tilføjet kortet over det område, man har været i.
Projektet er open source. Det betyder, at man på den tekniske
side får adgang til data på et helt andet niveau, end det f.eks.
Googlemaps tilbyder. Konsekvensen af det er, at man har en helt,
helt anden frihed til at tilpasse kortvisningerne til lige præcist
det formål, man har. Og så er man heller ikke underlagt Googles
forgodtbefindende i forhold til anvendelsesmuligheder.
Det er f.eks. en meget smal sag at gå ind og tilføje elementer
på kortet. En oplagt mulighed er bygninger og forskellige
pejlemærker i forhold til at navigere rundt i et område. I det hele
taget er der virkelig mange mulighder for at slå eksisterende
kortintegrationer på praktisk anvendelighed ved at have andre og
flere detaljer med i sine kortvisninger.
Den sidste styrke, der falder mig ind i forhold til den her måde
at bygge kort på er, at der her er mulighed for en grad af aktuel
opdatering, der ganske enkelt ikke kan matches i andre løsninger
til en pris, som nogen kan leve med.
Men med den rigtige implementering af den her tilgang kunne et
besparelsesramt kommunalt vejvæsen f.eks. have dagligt opdaterede
kort over alle aktiviteter, som havde bare den mindste indflydelse
på trafikken - uden at skulle betale en herregård for
kortmaterialet. Og det er vi jo nok nogle stykker, som godt kunne
se en fidusen med.
Ideerne står i kø. Og dét er reboot.