Hvordan estimerer man et projekt på flere hundrede timer og
håber, man rammer rigtigt? På en time eller to..?
Der findes en enkel og sjov metode: Planning Poker.
Idéen er helt enkel. Udviklerne får et spil kort og en række
"user stories". En user story er en afgrænset del af systemet, for
eksempel "en læser ønsker at tilmelde sig til nyhedsbrevet".
Hvor lang tid tager det at implementere?
Det kan være svært at sige, for har funktionen et design, eller
skal det tegnes først? Skal man have en kvitterings-email, man skal
bekræfte modtagelsen af? Hvad skal der ske, hvis man allerede er
tilmeldt og forsøger at gøre det igen?
Selve spillet kan spilles sådan her:
- En user story præsenteres og diskuteres.
- Alle udviklere vælger et kort, der viser det antal timer, de
mener det vil tage at løse opgaven.
- Når alle har valgt et kort, viser man sit kort til alle
andre.
- De to, der har valgt højeste og laveste værdi, forklarer
hvorfor. De andre nøjes med at lytte.
- Derefter diskuterer man og estimerer igen.
Når der er opnået enighed, går man videre til næste user
story.
Metodens store fordel er, at man ofte opdager sammenhænge eller
arbejdsopgaver, ingen havde tænkt på. At glemme er dødsfælden for
ethvert it-projekt.
Planning Poker er blevet udbredt
af de agile udviklere hos Mountain Goat Software.
Hos Klean bruger vi i stigende omfang Planning Poker til at
estimere projektets "store dele", mens de detaljerede estimater
foretages senere i processen, hvor der også er større sikkerhed om
detaljerne.