"Folk bruger efterhånden mindre og mindre tid på at surfe på
internettet. I stedet begrænser de sig til en 5-6 sider, som så er
dem, de anvender mest". Den påstand stødte jeg for nyligt på i
forskellige forklædninger tre gange inden for en uge. Det stemmer
meget godt overens med min egen fornemmelse, og det er jo helt
fint. Men da jeg spurgte mig selv, hvor det egentlig var, jeg
vidste det fra, havde jeg ikke umiddelbart noget svar. Den slags
skal der bores i.
Det viser sig, at det faktisk ikke er helt lige til at finde belæg
for synspunktet. Jakob Nielsen skulle have sagt noget i den retning
i en af sine bøger, men jeg har i skrivende stund ikke haft tid til
at slå det efter. Jeg kunne ikke finde noget brugbart via Google.
En ikke-dateret henvisning til noget research fra engelske
Directgov som skulle tale om "The Supersite Phenomenon", var det
bedste bud. Men troværdigheden er for lav, og selve researchen har
jeg endnu heller ikke kunnet opspore.
Beauvisage om Personlige territorier
Det bedste jeg endnu har fundet er en akademisk artikel af Thomas
Beauvisage med titlen "The
Dymanics of personal territories on the web" fra 2009. Der er
rigtig meget at komme efter her. Det vigtigste i denne sammenhæng
er umiddelbart, at artiklen demonstrerer meget tydeligt, at der er
så mange facetter i det her, at det må formodes, at ideen om at
folk kun kigger på 5-6 sider og surfer endnu mindre nok er en
forenklende overgeneralisering.
Beauvisage påviser, at jo, der foregår tilsyneladende en bevægelse
mod at hver brugers personlige webanvendelse generelt centrerer sig
omkring et begrænset antal sites som udgangspunkt for hver gang, de
går på nettet. Det udvalg af sider er så centrum i hans personlige
territorier (noget antal kommer der dog ikke på). Men, og det er
her dynamikken kommer i spil, territoriet er ikke lukket af fra
omverdenen. Faktisk synes flere af de mest anvendte sider at være
placeret mod centrum i brugerens territorie præcist for den værdi
de giver ved at henvise til andre steder.
Og hvor bringer det os så hen?
Jeg har endnu ikke set overbevisende belæg for påstanden om de 5-6
sider og nedgangen i surf-brug som et generaliserbart mønster.
Fremover vil jeg nok selv være ret påholdende med at bruge den. Og
på vagt over for synspunkter, som tager udgangspunkt i den.
I mit eget snævert faglige perspektiv er det her interessant,
fordi det har betydning for, hvordan brugernes forventninger til
websitets opførsel og udvalg af funktionalitet alt andet lige vil
være under kraftig indflydelse, af hvad man oplever, der hvor man
plejer at bevæge sig rundt. Hvis forventningen sættes af Facebook,
som bestemt ikke er særligt højtragende i forhold til brugervenlig-
og fancyhed, så skaber det en helt anden bane at spille på, end
hvis forventningerne skabes under indflydelse af steder, som er
lidt mere fremme i skoene.
Så langt er jeg nået for nuværende. Men der kan graves dybere,
tror jeg. Nogen med noget at byde ind med?