Forside » Klean weblog - om bedre websites » Når teknologier kollidere…

Når teknologier kolliderer: Apples iPad og Adobe Flash

Af Martin Frederiksen, 21. februar 2010. Kommentarer: 5

Da Apple for nyligt lancerede deres iPad, som vi forventer os meget af her på kontoret, var et af de store emner, hvorfor iPad ikke kan afspille Flash-film.

Flash er jo fremragende til animationer, men ellers er det begrænset, hvad man kan sige af positive ting om Flash – i hvert fald ud fra et content management-synspunkt.

Har man et stort website, der skal ses på både computere og mobiltelefoner, vil Flash være noget, man gerne går uden om i en stor bue.

Der har været forskellige teorier om, hvorfor iPad og Flash ikke passer sammen:

  1. Apple vil genere Adobe, fordi Flash er en lukket teknologi.
  2. Når en Mac crasher, er det ofte på grund af Flash.

Imidlertid er der en mere enkel forklaring, der handler om forskellen på en computer, der bruger en mus, og andre enheder, der er styret af håndbevægelser.

  • De fleste flash-film kræver en mus til mouseover-effekter som tekster, der dukker frem, eller til styring af filmen.
  • Hvis man ikke har en mus, kan det være svært eller umuligt at anvende Flash-filmen på en tilfredsstillende måde.
  • …og antallet af Flash-film, der kræver mus, er så overvældende stort, at det er bedre at lade være med at understøtte Flash.

Det er i Morgan Adams, der selv er Flash-udvikler, der forklarer hvorfor. Ikke at han er officiel repræsentant for Adobe på nogen måde. Det er han ikke.

Der er to links til omtalen af iPad og Flash. Den ene er en tekstversion og den anden er en film.

Der er selvfølgelig en ekstra dimension:

  • Trafikken på nettet flytter i stigende grad over på mobile enheder. På vores website er trafikken fra mobile enheder tidoblet i sidste kvartal.
  • Andre mobile enheder har også svært ved at understøtte Flash.
  • HTML5 og CSS3 vil fremover delvist konkurrere med Flash, så Adobes monopol er ikke, hvad det har været.

Og konklusionen er selvfølgelig, at man derfor skal være varsom med at træffe beslutning om at anvende Flash.

Det kan være en forældet strategi, allerede inden projektet er færdigt.

Del denne blogpost på Twitter: http://klean.dk/218

Kommentarer: 5

Flash er helt klart en truet teknologi.

Som John Nack fra Adobe har påpeget var det ganske rigtigt Flash, der gjorde videorevolutionen på nettet mulig. Men YouTube understøtter H.264-formatet til Flash-fri videoafspilning på iPhones og andre mobilenheder, og både YouTube og Vimeo understøtter nu HTML5-baseret videoafspilning i browseren, så Flash er ikke længere en nødvendig indpakning omkring webbaseret video.

Og hvad angår animation og spiludvikling findes der allerede gode eksempler på at canvas-elementet i HTML5 kombineret med lidt Javascript kan erstatte meget af det, Flash traditionelt har været brugt til.

Nu mangler vi bare at alle reklamebureauerne, guldsmedene og tøjbutikkerne får memoet om at Flash (stadig) er den forkerte teknologi at bygge websites i.

Skrevet af Dan Brendstrup den 21. februar 2010.

Jeg ser ikke Flash som en truet teknologi.

jeg mener dog heller ikke at Flash websites er sagen, da man går på kompromis med vigtige elementer som eks. tilgængelighed, brugervenlig opdatering af content og SEO. Her skal istedet anvendes et Content Management System, hvor disse elementer er prioriteret.

Man skal bruge Flash der hvor teknologien er bedst at bruge, mange kender Flash bedst for video og animationer, hvor Flash er i spidsen (70% af video på nettet, afvikles via Flash playeren). Det er dog klart at denne position er truet, da der nu er flere bejlere, som eks. HTML5 og Silverlight på banen.

Men Flash er meget mere og der vil stadig være god grund til at benytte Flash, til interaktive elementer på websitet, her kan nævnes; 3D, Augmented Reality, peer-to-peer videochat og spil (hvordan laves spil i HTML5?)

Flash bliver brugt på rigtig mange websites, til indlejrede elementer/bannere etc. og lanceringen af iPad vil næppe ændre på det – spørgsmålet er hvor lang tid iPad kan overleve ikke at kunne vise Flash! Kan forestille mig at iPad brugere i længden bliver irriteret over ikke at kunne se Flash elementer, på sites de browser – samtidig med at der vil komme tablets på banen, som kan vise Flash (eks. HP Slate).

Hvad angår mobile visninger – så har Adobe længe været involveret i Open Screen Project, som bl.a. Android og Blackberry understøtter, dvs. Flash applikationer nemt kan skaleres og vises på mange mobile enheder.

I den næste version af Flash (CS5), vil det også være muligt at eksportere Flash applikationer til iPhone og iPad, så ift. udvikling af mobile apps, så vil der være rigtig god grund til at benytte Flash, da man nemt kan portere sin applikation til størstedelen af verdens mobile devices.

Skrevet af Lars Petersen den 22. februar 2010.

Lars, jeg synes du har nogle gode pointer.

Jeg tror fællesnævneren for os alle er, at man skal overveje, hvordan man kan anvende interaktive elementer på en måde, der kan ses på alle platforme.

Flash kan bruges til spil og andet, der ikke er “indhold” på websitet. Fra næste version af Flash kan man så også eksportere i andre formater.

Mobilt indhold vokser meget og det gør mobilbrowsing også. På vores website er en skærmopløsning på 1.024 × 768 pixels nummer syv på hitlisten. Mobil-opløsninger som 480 × 320 pixels kommer tættere og tættere på.

Selv ser vi nærmere på, hvordan vi kan lave en version af klean.dk til mobile enheder. Vi vil også gerne lave en interaktiv forklaring af vores procesmodel, og bliver så af gode grunde ikke lavet i Flash.

Jeg skal ikke afvise, at vi ville lave den i Flash, hvis vi havde CS5. Det må vi se, når den tid kommer.

Skrevet af Martin Frederiksen den 22. februar 2010.

Der er også den mindre detalje, at TOS for udvikling til iPhone et al ikke tillader embeddede script-sprog.

Da Apple er control freaks omkring iPhone-apps så står de meget stejlt på denne begrænsning. De kan ikke slække på den overfor Flash uden at åbne Pandoras æske.

@Lars Petersen: Konvertering af Flash-apps til iPhone-apps er et grimt hack og får os ikke tættere på en flash-integration i iPhone-Safari.

Skrevet af Søren Erland Vestø den 24. februar 2010.

CMS og SEO problematikken er jo forlængst løst hvis man er til et fuldt dynamisk flash site. Deeplinking er faktisk også muligt i dag.

Ingen tvivl om at html5/css3 bliver spændende, men vi rammer uden tvivl et efterslæb som med IE6. Jeg tror ikke at det er noget vi kan satse på i bred udstrækning de næste 2 år. Flashplayer 10 er tilgengæld allerede meget bredt ude og flashplayer 9 anses som laveste fællesnævner idag.

Jeg ser udfordringer med brugen af flash uden mus ja, men jeg er overbevist om at Adobe (hvis de da får lov af Apple) vil komme med noget genialt.

Jeg tror at giganterne på et tidspunkt må indse at de ikke kan leve uden hinanden. Og finder ud af at co-eksitere på en konstruktiv måde. Der er jo også andre produkter fra Adobe som nogle af os mac-nørder ikke kan undvære. ;)

Skrevet af Kim Dolelris den 20. april 2010.

Skriv din kommentar...

Kommentar:

Navn:

E-mail:

Hjemmeside:

1. Tryk Preview for at gennemse din kommentar.
2. Tryk herefter Gem for at publicere den.