Forside » Klean weblog - om bedre websites » Kan det forstås intuitivt?

Kan det forstås intuitivt?

Når vi snakker brugergrænseflader som f.eks. websites og intuition, er vi ude i noget af det helt tunge vidensstof. Det er svært, men der er guld at hente, hvis du mestrer det. Til gengæld, må jeg advare om, er det også et emne, som det er svært at fatte sig i korthed om.

Når man ser snævert brugsmæssigt på det, så vil den perfekte brugergrænsefalde faktisk være helt usynlig. På et website man forstår intuitivt, vil det f.eks. være så oplagt, hvor man skal klikke, for at få det man vil have, at man ikke opfatter, at man leder efter det rette sted. Man klikker bare; og får det. Fornemmelsen vil være den sammen, som hvis du rækker din åbne hånd ud, og der så falder det ned i den, som du akkurat står og skal bruge.

Godtså. Men det er nok lige i den ambitiøse ende at gå efter den oplevelse i alle sammenhænge. I de fleste tilfælde må vi nok i praksis nøjes med mindre, ikke? Det ligner en stor nok ambition ikke uforvarende at komme til at modarbejde intuitiv forståelse; at undgå at lave noget direkte kontraintuitivt.

Okay, men hvis vi da så skal arbejde med at undgå at gøre et website kontraintuitivt, hvad skal vi så kigge på? Det kan man lære noget om, hvis man kæmper sig igennem Klaus B. Bærentsens Intuitive User Interfaces (PDF 800 KB).

Jeg siger "kæmper sig igennem", og det mener jeg. Hvis du har en dag, hvor du vil lade dig stoppe af en beskrivelse af ustruktureret data som "an arbitrary conglomeration of distinct abstract entities without internal coherence", så skal du nok lade den ligge lige dér.

I mellemtiden kan vi lave fire nedslag i den og se på dem i web-perspektiv:

Intuition er
At forstå noget intuitivt vil sige at forstå det uden at tænke over det. At man umiddelbart begriber, hvordan det fungerer, uden at skulle tolke, tænke, reflektere. Hvis din besøgende først skal læse noget, eller gennemskue betydningen af et ikon, så har vi forladt det intuitive. Punktum. Så uanset hvor mange kræfter du bruger på din tekstbaserede menu, så vil den aldrig kunne bruges til at navigere intuitivt.

Tænk i scener
Websitet opfattes intuitivt som et rum. Eller som en samling af rum. Til et rum hører, at det er afgrænset; at man kan overskue - eller i hvert flad ane - at hér starter det, og hér slutter det. Kan man det, på dit website? Og en anden ting; til en samling af rum hører overgangene mellem dem. Overgange skal helst være glidende frem for abrupte, men vigtigst af alt; man skal ikke komme i tvivl om, at "nu er jeg hér" og "nu er jeg så hér". Kommer man i tvivl om det på dit website? Umarkerede overgange mellem steder og sløseri med visning af, hvor man er (og kommer fra), virker kontraintuitivt.

Objekter = forventning til opførsel
At man intuitivt tænker på ting i grænsefladen som objekter betyder, at man tillægger dem nogle forventninger i forhold til, hvordan de opfører sig. Det kontraintuitive vil så f.eks. bestå i objekter, som ligner hinanden, men som ikke opfører sig ens. Så hvis der f.eks. kan ske forskellige ting, når man klikker på det objekt på dit website, som kan identificeres som et link, så må du hellere sørge for, at dine links ser forskellige ud. Ellers kan du godt skyde en hvid pind efter drømmen om den intuitive forståelse.

Dit system bliver opfattet som aktør
Uanset at man kan tænke sig til, at det ikke er en anden person, der sidder og serverer sider for en, efterhånden som man klikker sig rundt på et website, så vil man intuitivt opfatte det som om, man "kommunikerer" med "en anden". Det betyder ikke, at du skal lave corny forstillelse og opfinde en website-vært(inde) eller sådan noget. Men det betyder f.eks., at hvis du kaster ubehandlede tekniske fejlmeddelelser efter dine besøgende, så modarbejder du direkte muligheden for intuitivt forståelse; det er kontraintuitivt.

Og sådan kunne man blive ved. Det kunne være sjovt med flere eksempler.

Tak fordi du læste så langt.

 
 
 

Kommentarer: 5

For mig handler det, som man i design kalder intuitivt, primært om konvention. Og konvention er kulturelt betinget. Så når folk siger til mig at min nye Mac har en universielt intuitivt opbygning og navigation, så bliver jeg max muggen, for det er da noget vrøvl.

(okay, poster lige denne korte version af min kommentar, for at se om kommentarfeltet æder mit input, inden I får den lange svada)

Skrevet af emme 22. oktober, 2008 kl. 22:59

Kan man designe for det intuitive? Man kan altid gøre et forsøg; men selv et gennemtænkt design med følgende dokumentation/manual gives ingen garanti for at slå igennem. For at konventioner skal opstå, skal der være en majoritet af en given gruppe, der er enige om det – ligesom med sproglig udvikling; der er en signifikant forskel på, om et ord er slang eller dansk, nemlig antallet af talere der genkender det som eksisterende. Det kan aldrig være en offentlig instans der beslutter hvilke ord der findes i dansk, hvis ikke sprogbrugerne står bag – og sådan må det også være med design. Det er også derfor at MS står så stærkt, uanset hvad man ellers måtte mene om dem; uanset hvad man synes om deres grænseflade design, så er det standard – konvention – norm. Stort set alle kan genkende den grundlæggende navigationsform.

For f.eks. at få en touchscreen til at afforde intuitiv interaktion ved direkte tryk, er det nødvendigt at der i vores kulturkreds er en social praksis, der siger, at det er okay at røre direkte ved en skærm.

Raskin siger i sin bog The Humane Interface fra 2000, at det intuitive interface er en ønskedrøm, og at intuitivitet i design-sammenhæng bygger udelukkende på genkendelighed (konvention). På den måde kommer begrebet intutivt design til at minde mere og mere om det udskældte begreb affordance.

Det betyder, at drømmen om det intuitivt designede website ikke handler om at få det lækreste, mest nyskabende navigationsmæssigt (som ellers er det folk mener, når de beder om et intuitivt website), men faktisk om at få det mest stangkonservative stykke html verden endnu har set. Kære venner, IT-styrelsens Bedst På Nettet-konkurrence, dét fremviser det mest intuitive design i DK.

Skrevet af emme 22. oktober, 2008 kl. 23:18

Af hjertet tak for din omhyggelige kommentar.

Du har ret. “Intuition” er et rædsomt misbrugt ord. Alt for mange sælgertyper forsøger at få alt for mange købertyper til at give dem alt for mange penge for alt meget bras ved at kaste “intuitivt” efter dem. Og det lykkes tit.

Du har også ret i, at det intuitive interface er en ønskedrøm. Og i, at intuitivt webdesign ikke handler om det lækreste og mest nyskabende.

Min pointe med den her post var egentlig også at forsøge at gøre op med præcist dén form for lemfældige brug af ordet/begrebet. At forsøge i stedet at finde frem til, hvad vi så egentlig kan sige om, hvad intuition faktisk består i.

Her, har jeg fundet ud af, er der hjælp at hente i den cognitive psykologi. Der er “man” nået frem til, at der findes et lag under den kulturelle konvention (den der, som du netop antyder, fungerer i kraft af konventioner om refleksiv symbolforståelse og tolkning). Dét lag er intuitionen, og den er basalt set faktisk forudsætningen for, at det kulturelle konvention overhovedet kan bygges op.

Det intuitive består så her i de helt basale, tilsyneladende medfødte, perceptoriske egenskaber som at skelne mellem om noget er der eller ikke er der, om at noget står stille eller bevæger sig, om noget har ændret sig mellem to punkter i tid og det at knytte to ting som ligner hinanden sammen i en forventning om, at de opfører sig ens og evt. kan påvirkes.

Det er hér, der endelig, endelig, endelig kommer noget kød på snakken om intuition. Og det var dér, jeg så lige blev så glad.

Tilbage til ønskedrømmen. Korrekt; det 100% intuitive interface kan ikke laves. Den ambition vi i stedet kan have, er at lade være med at designe kontra-intuitivt. Der er ingen grund til ikke at arbejde med intuition i designet. Og der er heller ingen grund til at arbejde med det i blinde.

Det fede ved den her indsigt i forhold til webdesign er, at den kan bruges til at forklare og efterprøve nogle af alle konventionerne.

Et eksempel.

Det er en ofte overtrådt designkonvention, at man ikke må have et link på logoet på forsiden, som linker til forsiden selv. Hvorfor? Fordi Jakob siger det? Nej (det gør han, og det er fint, men det er ikke en holdbar begrundelse). Det er fordi, at hvis du har et objekt (logoet), som signalerer, at du kan udføre en handling på det (hånd ved mouse over), og du så udfører handlingen (klikker), og der ikke sker noget, er det kontraintuitivt = afsporing = forstyrrelse = der slibes helt unødvendigt endnu et lag af troværdigheden (eller lignende).

På undersider siger konventionen så, at logoet skal linke til forsiden. Det siger Jakob også, og det er også sandt. Men det er ikke kontraintuitivt, når det ikke gør det. Det er stadig en stor fejl, men det er også “bare” et uintelligent brud på konventionen = brud på en regel, der bunder på refleksion = ulogisk. Og logik er noget andet end intuition.

Men når alt det er sagt, så står intuition selvfølgelig i den sidste ende heller ikke alene. For eksempel kan der fint komme konventioner a la “hvis du rør ved skærmen med fingrene, bliver de skåret af” for selv det fineste intuitive (= ikke-så-kontra-intuitive) design.

Raskin ryger på “need to have”-listen.

Skrevet af Jens Winther Kristensen 23. oktober, 2008 kl. 10:13

Du kan låne Raskin af mig, jeg tager den med til jeres næste fredagsbar :)

Det anede mig, at vi heller ikke var uenige, jeg brugte bare jeres kommentarfelt til at komme af med min intuitive galde, som er opstået efter at vi er skiftet til Mac og jeg har måtte høre på uendelig prædiken om ikke-eksisterende fortræffeligheder.

Og ja – det allermest spændende er de handlinger folk gør, som ligger i gråzonen mellem de kulturelt skabte konventioner og det universielt intuitive. F.eks. som i Normanns klassiske eksempler på dør-design – den handling man udfører på et dørhåndtag, er den universiel?

Skrevet af emme 30. oktober, 2008 kl. 14:44

Word!

Skrevet af Jens Winther Kristensen 2. november, 2008 kl. 9:57

Skriv din kommentar...

Kommentar:

Navn:

E-mail:

Hjemmeside:

1. Tryk Preview for at gennemse din kommentar.
2. Tryk herefter Gem for at publicere den.