Vi var heldige at få en invitation fra Google, så vi kunne møde
en række eksperter fra Analytics- og AdWords-afdelingerne. De
arbejder for Google i San Francisco, hvor der er en afdeling for
samarbejdet med de amerikanske bureauer.

Selvsagt er bureauernes fokus på Google Analytics og Google
AdWords. Analytics fortæller om trafikken og effekten af de
kampagner, man kan lave med AdWords.
Nu er en stor del af denne type møder omfattet af fortrolighed,
men der er nogle interessante fakta om markedet i USA som er af så generel karakter, at de godt
kan nævnes her.

Kombinationen af Analytics og AdWords er at bringe annoncører og
kunder tættere på hinanden. Selv om Google er kendt som en
søgemaskine er det jo velkendt, at det samtidig er blevet verdens
største platform for annoncer.
På verdensplan har Google en markedsandel på 84%, og hvis jeg
ikke husker meget galt er der tale om 98% i Danmark. Google ville
altså være glade, hvis hele verden var som Danmark.
Der arbejdes hele tiden på at forbedre metoderne bag
prissætningen på annoncerne, både når det gælder hastigheden for at
få annoncer online, skalering af kampagnestørrelse og bedst mulige
vurdering af kvaliteten.
De nyeste tal viser at annoncering gennem Content Network er
undervurderet. Content Network er annoncer på websites, der har
"annoncer fra Google". I Danmark er der relativt få sites af denne
type, men trods alt stadig en pæn del. Statistikken viser at
klikpriserne er betydeligt lavere end ved annoncer placeret sammen
med søgningen.

Desuden er der en stigning i annonceringen i forbndelse med
videoklip på YouTube, og som jeg ser det er den strategiske
betydning af opkøbet af YouTube begyndt at vise sig.
YouTube-annoncering vil vokse betydeligt fremover.
På mødet fik vi en ret detaljeret gennemgang af et par værktøjer
kendt som Insights for Search og Trends. Det vender vi tilbage til
en anden god gang, men hvis man har lyst til at lave lidt research
selv, så er tippet hermed givet videre.
En generel trend i USA er, at der
stadigvæk bruges store mængder reklamekroner både på tv og i aviser
og magasiner - men kunderne er i mellemtiden forsvundet til
online-verdenen. Google har en oversigt over sammenhængen mellem
tid brugt i forskellige medier sammenholdt med
annonceinvesteringerne, og uden at gå i detaljer kan vi roligt
sige, at der er tale om et bemærkelsesværdigt misforhold mellem
budgetter og tilstedeværelse.
Skal man følge reglen om at bruge pengene der hvor kunderne er,
så kan man passende revidere sin egen, nuværende strategi. Tallene
flytter sig for hvert kvartal til fordel for
online-annoncering.
En interessant detalje, vi blev opmærksomme på, var koblingen
mellem bannerannoncer og søgning. 36% af læsere, der søgte efter
produkter efter at have set et banner, anvendte søgning til at
finde produktet.
Hvad betyder det?
Jo, hvis vi nu vil sælge en rejse online og betaler for
bannerannoncer for rejsemålet, så vil 36% af de læsere, der er
interesserede i rejsen, ikke klikke på banneret. I stedet vil de
søge efter rejsen via en søgemaskine.
Hvis man så ikke har købt AdWords-annoncer for samme destination
som man har købt bannere til, så vil denne ret store del af læserne
finde samme destination hos de konkurrenter, der har købt
søgeordsannoncer.
Man betaler altså for at give konkurrenterne et ekstra salg.
Meget ædelt, men ikke til at leve af i længden.
Moralen er, at hvis man vælger at købe bannerannoncer, så skal
man i samme periode købe AdWords-annoncer for de tilsvarende
termer.
Ud over et møde, der i sig selv var så spændende at det var hele
turen værd, så er vi glade for vores personlige kontakter hos
Google. Det var særdeles interessant at mødes med nøglepersoner bag
Analytics og AdWords, og vi gik derfra i højt humør.
I øvrigt fik vi lejlighed til at forære nogle af vores
specialproducerede frisbees til vores værter, og til gengæld modtog
vi forklæder og kogebøger med opskrifter fra det berømte
Google-køkken. Da mødet også omfattede en frokost står vi inde for,
at maden er helt på højde med sit rygte.
Om vi så kan anvende kogebøgerne lige så godt som chefkokken, må
jo komme an på en prøve.