Forside » Klean weblog - om bedre websites » Klean har fået iPads: Her er nogle af de bedste apps

Klean har fået iPads: Her er nogle af de bedste apps

Lige før sommerferien fik vi fingre i en stak iPads, og siden da har vi udforsket alle mulighederne i det nye legetøj. Her er en status over hvad der er godt nu, og hvad vi stadig ser frem til.

En hel stak iPads til Klean

Lige før sommerferien ankom en stor pakke til Klean HQ, poststemplet i Silicon Valley hvor en god ven af Klean havde sørget for at indkøbe og afsende indholdet, som var 10 spritnye iPads.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi hos Klean er forfaldne til Apple produkter. Ifølge Bubbers opgørelse ejer vi i fællesskab mindst én kopi af (næsten) samtlige produkter, som Apple har lanceret de seneste to år, men alligevel var sendingen med iPads ventet med spænding.

Efter halvanden måneds brug er her min personlige status over de bedste apps og funktioner.

Tre ting jeg havde glædet mig til

Jeg har længe været en begejstret bruger af Instapaper, som gør det nemt at bookmarke lange tekster i en webbrowser og senere læse dem på en iPhone eller - nu - en iPad. Tekstformatering og interaktionsdesign i iPad app'en gør det en ren fornøjelse at indhente al den læsning, man får lagt i kø til sig selv.

Når man første gang ser en video på en iPad forstår man hvorfor iPhone-skærmen altid har virket for lille til formålet. Billedet er skarpt og farvemættet og der er en overraskende nærhed i en skærm man holder på så kort afstand. Adam Lisagor har helt ret i at iPad'en er TV for your chest™ og at det er stort.

Ikke alle gode iPad-oplevelser er visuelt overvældende. Simplenote app'en er simpel i sit design, men er et fantastisk stykke funktionel cloud computing, som helt usynligt synkroniserer min database af noter mellem min iPad, min iPhone og Notational Velocity på min Mac.

Tre ting der overraskede mig

Flipboard iPad app

Flipboard skabte røre da den blev lanceret for et par uger siden, og med god grund. App'en giver mulighed for at browse alle de links ens venner deler på Twitter i et lækkert magasin-layout. Det var ikke et behov, jeg havde forudset, men det er perfekt eksekveret og overraskende brugbart.

Google Earth er en gammel kending efterhånden, men på iPad'en har programmet endelig fundet sin rette form. At snurre jordkloden rundt med fingrene virker som det mest naturlige i verden, og pludselig er det digitale atlas blevet til en interaktiv globus.

På trods af de tusindvis af iPad apps, der findes, foregår meget af min tid på iPad'en i web-browseren Safari. Hvis jeg hurtigt skal tjekke noget på nettet tager det få sekunder at tænde iPad'en og åbne browseren, og hvis jeg skal fordybe mig i websurfing på sofaen, er en touch skærm meget mere nærværende og praktisk end en bærbar computer.

Tre ting jeg stadig glæder mig til

Apples egen iBooks app er et lækkert stykke software, og den Peter Plys bog, man får gratis med i købet, har langt mere stil og charme end en Amazon Kindle ebog nogensinde får. Desværre er det endnu ikke muligt at købe nye bøger i Danmark, så vi må nøjes med det omfattende men efterhånden velkendte arkiv af klassikere fra Project Gutenberg. Heldigvis kan ebøger opstøves andetsteds og så er iBooks også en glimrende PDF-læser.

Det er måske snyd at sige at jeg glæder mig til at få Times på min iPad, da jeg allerede har købt den nyligt lancerede app. Jeg har dog ikke haft meget tid til at bruge den endnu, så jeg har glæden til gode. Times gør for RSS feeds hvad Flipboard gør for Twitter-links og tilmed i et endnu lækrere interface. Der findes mange RSS-læsere til iPad'en, men Times er nærmere en personlig avis.

SoundPrism iPad app

Den app, jeg i øjeblikket glæder mig allermest til at lege med, er SoundPrism, som netop er dukket op til download. SoundPrism er en af de apps, der på bedste vis udnytter at iPad'en er en tabula rasa fuld af kraftfuld teknologi, som kan få præcis den funktionalitet, man har lyst til at den skal have. I dette tilfælde bliver den til et helt nyt og interessant interface til at spille musik, og dermed også et bevis på at iPad'en bestemt kan bruges til creation og ikke bare consumption.

 
 
 

Kommentarer: 5

Ret enig med dig. Udover de nævnte har jeg også stor fornøjelse af blandt andet ComicZeal4 og Reeder.

Den første er en udmærket tegneserie-læser, som æder alt, hvad man kaster efter den. Det viser sig, at jeg har haft en skjult tegneserienørd i maven uden at vide det ...

Reeder er samme som på iPhone, en simpel lille Google Reader app, som syncer med ens RSS-feeds og G-konto. Rart, så ved man, hvor langt man er nået.

Skrevet af Daniel 20. august, 2010 kl. 12:42

Jeg har også haft Reeder i kikkerten som den klart lækreste Google Reader klient. Jeg bruger dog ikke Reader så aktivt for tiden, så jeg valgte at smide pengene efter Times i stedet.

Super lækkert avis-agtigt interface, hvis man ikke er hardcore RSS-bruger, der har behov for at synkronisere på tværs af platforme.

Skrevet af Dan Brendstrup 20. august, 2010 kl. 12:51

Bare gå helt udenom Angry Birds - et vanedannede spil som ødelægger ens produktivitet...

Skrevet af Therese 20. august, 2010 kl. 13:15

Ting jeg umiddelbart savner på listen er: Pages, numbers & Keynote, dropbox, omnigraffle, sketchbook, kindle, wired, twitterific... off the top of my head :)

Skrevet af Asbjørn Poulsen 20. august, 2010 kl. 13:30

@Asbjørn Jeg købte Pages kort tid efter jeg fik iPad'en, men har faktisk aldrig rigtig brugt det, selv om det er et super lækkert program.

Dropbox er super fedt, ligesom det er på alle andre platforme. Jeg bruger også Twitterific, men må indrømme at jeg er så vant til Tweetie/Twitter at jeg længselsfuldt venter på en iPad version af dén :)

Skrevet af Dan Brendstrup 20. august, 2010 kl. 13:39

Skriv din kommentar...

Kommentar:

Navn:

E-mail:

Hjemmeside:

1. Tryk Preview for at gennemse din kommentar.
2. Tryk herefter Gem for at publicere den.