Forside » Klean weblog - om bedre websites » Kig efter mønstre i søgetermer i power law-strukturen

Kig efter mønstre i søgetermer i power law-strukturen

Søgetermerne fra en site-søgningslog fordeler sig typisk efter et power law-mønster. Men hvad man så uddrage af det?

De søgeord, som ens besøgende anvender på sitet, fordeler sig typisk efter det kendte power law mønster: Der er mange forekomster, af nogle få søgeord (hovedet), så en gruppe, hvor antallet af forekomster falder brat (kroppen), og til slut en lang række af termer med meget få forekomster; måske kun 3-1 (halen).

Hvad kan man så lære af at kigge på søgetermer fra de forskellige sektioner?

Hovedet: Her kan man se, hvad de besøgende forventer at kunne finde på sitet. Termerne her kan nogle gange være interessante at sammenholde med dem, som de besøgende anvender på søgemaskinerne for overhovedet at finde sitet. Det er klart nok de her termer, man først skal fokusere på, hvis man skal lave optimering af den interne søgning.

En praktisk lille tillægsting, som man kan få et fingerpeg om her er, hvor langt ens søgefelt skal være. Det skal i hvert fald ikke være mindre, end at man kan skrive et ord med det gennemsnitlige antal anslag i det mest benyttede søgetermer.

Kroppen: Her skal man være opmærksom på bevægelserne over tid. Der vi være udgående termer som der søges mindre og mindre på, og der vil kunne spottes trends via termer, som der søges mere og mere på. Det kan man så indrette sig på enten i forhold til indhold eller til opbygningen af sitet.

Denne metode med at læse de mønstre her som "en slags barometer" er efter sigende efterhånden sat i system på Financial Times.

Halen (The long tail): For at arbejde med den kræves det, at man ikke lader sig slå ud af store datamængder. Men også her kan man finde interessante mønstre. Man kan f.eks. se, om der er specielle typer, som går igen.

Et eksempel på sådan en type kunne være personnavne. De enkelte navne vil kun sjældent kunne konkurrere med mere populære termer i antallet af forekomster. Men forekomster af typen som sådan kan pege på, at man måske skulle tilbyde en mere målrettet "Find personen"-feature.

 
 
 

Skriv din kommentar...

Kommentar:

Navn:

E-mail:

Hjemmeside:

1. Tryk Preview for at gennemse din kommentar.
2. Tryk herefter Gem for at publicere den.