Det er ikke til at komme uden om sociale medier, når man
diskuterer fremtidens websites.
Derfor er vi glade for, at Andreas Johannsen skifter fra jobbet
som administrerende direktør hos Socialsquare og bliver partner i
Klean.
Andreas er af mange velkendt som medstifter af CMS-virksomheden
Synkron tilbage i 1997, og efter tiden hos Synkron har han været
rådgiver om sociale medier, strategisk webkommunikation og
forretningsudvikling.
Som rådgiver har han været partner i de to mest synlige danske
virksomheder indenfor sociale medier, Wemind og Socialsquare.
De, der tidligere har arbejdet sammen med Andreas, kender ham
som en uhyre kompetent, venlig og behagelig samarbejdspartner.
Hos Klean får han særligt ansvar for at skabe sammenhæng mellem
sociale medier og det almindelige website. Det sker med
udgangspunkt i forretningsudvikling og passer godt ind i
tidsbilledet. Sociale medier er nået over kravlestadiet og bliver
stadigt vigtigere i mange situationer - både krisestyring, daglig
kommunikation med omverdenen, som hjælp til support og almindelig
kundepleje.
I tidens løb har Andreas arbejdet for kunder som Danske Bank,
Bayer, DBU, Udenrigsministeriet, Egmont, Århus Kommunes
Biblioteker, Rockwool, Dansk Røde Kors, Aarhus Universitet,
Forbrugerstyrelsen, DR, HK, Statens Museum for Kunst med flere.
Andreas er censor og medlem af advisory board for Interaktivt
Design på Mediehøjskolen.