Peter Morville og Jeffrey
Callender - "Search Patterns: Design for Discovery". 192
sider. O'Reilly Media. 2010.

At lave en god søgefunktion på et website er en af de mest
udfordrende opgaver, man kan stille sig selv. Men forestil dig at
komme til at boble af ideer til, hvordan løsningen af det kan
gribes an.
Det er det, den her bog kan gøre for dig.
Både for begyndere og viderekomne
Hvis du er begynder i søgning, kommer du rigtig hurtigt meget
langt ind i stoffet efter en gennemlæsning. Hvis du allerede har
arbejdet med søgning før, så vil du næsten helt sikkert finde
uvurderlig inspiration i den.
Fordelt på 6 kapitler tager Search Patterns os på 192 sjældent
velskrevne sider gennem de vigtigste grundlæggende begreber,
belyser udfordringerne og viser inspirerende eksempler med ideer
til løsningsforslag.
En brugsvejledning til den erfarne, travle
læser
Du snyder dig selv, hvis du ikke læser hele bogen. Men okay, okay,
ved du allerede noget om søgning, og skal der absolut springes
over, hvor gærdet er lavest, så gør det i det mindste på en
kvalificeret måde.
-1. Læs som absolut minimum
- De første 10 sider (52-62) af kapitel 3, Behavior: Så er du op
to date med de helt centrale brugsmønstre.
- De 10 (næsten) sidste sider (120-130) af kapitel 4, Search
Patterns: Actionable Results og Unified Discovery. Her sættes
overliggeren for moderne websitesøgning.
Hvis der i sandhed banker et søgehjerte i dit bryst, vil du nu
bare af dig selv læse resten af bogen. Men:
0. Vil du snyde dig selv lidt mindre, så læs
også
- Resten af kapitel 4, Search Patterns.
- Derefter resten af kapitel 3, Behavior.
Ja, og:
1. Gør det rigtige fra starten
- læs nu bare hele bogen fra en ende af.
Peter Morville ude af beta?
Måske har du tidligere har læst Peter Morvilles "Information
Architecture for the World Wide Web" og "Findability"? Så kan du
evt. godt, som jeg, komme til at sidde tilbage med en fornemmelse
af, at han bare har brugt de to andre bøger som opvarming til at
skrive netop dén her bog.
Og det siger i grunden en hel del.
Det er meningen, at du nu skal føle dig venligt men bestemt
skubbet i retningen af at få købt og læst den her lille perle.
Besøg bogens website
Find din pris på bogen på Bogpriser.dk