Steve Krug - "Rocket Surgery Made Easy". 168
sider. New Riders Press 2009.

Titlen på Steve Krugs kortfattede og tilgængelige værk om
usability testing udspringer af Krugs spøgefulde motto "It's not
rocket surgery". Brugertests er hverken raketvidenskab eller
hjernekirurgi, mener Krug, men derimod noget som alle, der laver
websites, kan og bør udføre hyppigt og konsekvent.
Steve Krugs Don't Make Me Think er
på ni år og to udgaver blevet en klassiker på sit felt. I den bog
brugte han et enkelt kapitel på at argumentere for nem og billig
usability testing. Det er disse anbefalinger, som han opdaterer og
konkretiserer i "Rocket Surgery Made Easy", som meget vel kan gøre
for usability testing hvad Krugs første bog gjorde for
usability praksis.
En morgen om måneden
Bogens pragmatiske tilgang til usability testing anbefaler
hyppige kvalitative tests med få brugere fremfor sjældne men større
kvantitative undersøgelser.

"The purpose isn't to prove anything; it's to get
insights that enable you to improve what you're building,"
skriver Krug. En morgen om måneden er alt hvad der kræves - eller
en morgen per sprint, hvis man arbejder ud fra agile metoder som
Scrum.
Find ikke flere fejl end du kan rette
Krugs generelle anbefaling er at teste med tre brugere ad
gangen. At teste med flere brugere vil identificere flere
problemer, men der er ingen grund til at finde flere fejl, end man
har tid til at rette.
Når fejlene efterfølgende skal udbedres, skal det gøres nemt og
hurtigt. Så sikrer man at det bliver gjort. Det er bedre at springe
over hvor gærdet er lavest end aldrig at komme over det, er Krugs
grundlæggende tese.
Test dine konkurrenters websites
Ifølge Krug er det aldrig for tidligt at teste et website, også
selv om det slet ikke er bygget endnu. I så fald tester man bare
sine konkurrenters websites. På den måde undgår man at kopiere de
fejl, som andre på markedet har begået.
Ud over sådanne tips er bogen fuld af detaljerede anbefalinger
og huskelister. Krug gennemgår alt fra det nødvendige tekniske
udstyr (papir, blyant og en fungerende browser) helt ned til hvilke
snacks, man kan servere for sine testpersoner.
Flere af disse huskelister kan downloades fra bogens website. Her findes også en
video-optagelse af en usability test og et kapitel af bogen til fri
download.
Hvis kapitlet fænger kan du finde bogen på bogpriser.dk.