Jakob Nielsen og Kara Pernice - "Eyetracking Web Usability". 456
sider. New Riders Press 2009.
Af og til støder man på undersøgelser, som ved hjælp af
eyetracking beskriver hvordan indholdet på en webside bør
arrangeres. Det kan her være svært ikke at lade sig forføre, når et
heat map rødt på hvidt viser, hvordan et bestemt element opnår
forøget opmærksomhed, hvis man bare ændrer lidt på placeringen.
Om resultaterne i sådanne undersøgelser er valide, afhænger af
metoden.
Usability er altid meget afhængig af kontekst og bør dermed
vurderes i forhold til hvem brugeren er, og hvad brugeren forsøger
at gøre. Det er dermed ikke en begrænsning i eyetracking som
undersøgelsesmetode, at forskellige brugere ser på et website
forskelligt - det er et faktum. Det betyder også, at metoden bag
eyetracking er altafgørende for validiteten af resultaterne.
Validiteten af undersøgelserne i Eyetracking Web Usability
fejler imidlertid ingenting. Bogens konklusioner er draget på
baggrund af omkring 300 testpersoner og over 1,5 millioner
fikseringer. Derudover indeholder hvert heat map data fra minimum
30 forskellige brugere, som på samme website (eller samme webside)
løser samme opgave. Slutteligt har Nielsen og Pernice haft adgang
til alt det teknologiske måleudstyr, som er en forudsætning for at
kunne udføre eyetracking. Sidstnævnte er medvirkende til, at langt
de fleste vil begrænse sig til at købe bogen.
Forfatterne og datagrundlaget taget i betragtning håbede jeg på,
at bogen ville smide én eller flere usability-bomber samt bidrage
med nye eller kraftigt forbedrede usability guidelines. Det gør den
ikke. Derimod understøtter og udbygger bogen de argumenter, som
allerede ligger til grund for eksisterende guidelines. Det er nu
heller ikke uinteressant, selvom en ny opdagelse kunne have krydret
det hele lidt.
F.eks. bekræfter bogen, at brugerne i høj grad forventer:
- At der er eksisterer en topmenu
- At der er en venstremenu frem for en højremenu
- At søgefeltet er placeret øverst til højre
- At logoet er placeret øverst til venstre
- At indkøbskurven er placeret øverst til højre
- At det mest prominente indhold er placeret i sidens priority
spots
Det sjove ved disse udsagn er, at de i bogen understøttes med
procentvise angivelser for, hvor folk ser hen, når de skal løse en
opgave. I 56% af tilfældene vil brugerne således starte med at lede
efter søgefeltet i øverste højre hjørne ligesom de i 58% af
tilfældene starter med at undersøge samme hjørne efter en
indkøbskurv. Dét er da nogle gode argumenter, for at placere
elementerne netop der.
På trods af bogens mange sider (456) er Eyetracking Web
Usability relativt hurtigt læst. Det skyldes især det massive antal
af indsatte heat maps og gaze plots.
Læs bogen hvis du savner præcise og så godt som uomtvistelige
argumenter for de mest udbredte usability guidelines, og ellers
ønsker kendskab til, hvordan brugere rent faktisk ser websites.
Find din pris på Eyetracking Web Usability på Bogpriser.dk.