BJ Fogg er psykolog og fortæller om,
hvordan vi sammen kan ændre verden ved hjælp af digitale medier.
Hverken mere eller mindre.
Nicolai
Wammen har lige forladt scenen efter en veloplagt præsentation
af Århus, som sluttede med en lille opsang til os alle om at være
med til at gøre en forskel for fremtiden.
Alt, hvad der er startet stort, er gået galt.
Vil man forandre verden skal man starte i det små, og her er
digitale medier en ny udfordring og en ny mulighed.
Lad os snakke lidt om "hot triggers". Hvis du ser et skilt,
læser en avis, ser på et website eller præsenteres for andre
budskaber, er du så i stand til at reagere? Det kommer an på,
hvordan budskabet er udformet.
BJ har en hund. Den vil spille bold. Hunden har lært, at hvis
den hele tiden kommer med bolden, skal der nok være nogen, der på
et tidspunkt giver op. Der bliver spillet bold.
Det er også let at lade sig overtale, for bolden er lige ved
hånden. Den skal sådan set bare kastes.
Når jeg skriver denne blogpost kan du kommentere nederst på
siden. Det er der nogen, der gør, og andre, der ikke gør. Vores
kommentarfunktion er ikke særlig brugervenlig. Hvis det var lettere
at kommentere, var der flere, der ville gøre det.
Vi skal nok rette det.
I morges fik vi det gode forslag, at man skulle kunne aktivere
et link under vores artikler og lave en posting på Twitter om
artiklen. Det har vi allerede gjort (se under artiklen).
BJ Fogg kalder det for "hot triggers". En "cold trigger" er en
information eller et budskab, det vil være besværligt at reagere
på. "Her er bogen - køb den hos din boghandler".
En "hot trigger" er vores Twitter-link eller en besked på
Facebook. Digitale medier er velegnede til kommunikation og
reaktion, og derfor kan de være med til at forandre verden.
Man skal som sagt bare starte i det små. BJ Fogg viser et
eksperiment, hvor han har lavet en 19-sekunders film og udgivet den
på Facebook. Det handler om at spise flere grøntsager. I filmen
spiser han salat, beder læseren om at finde en grøntsag og spise
den, og kommentere på Facebook hvad de har spist.
Det er overvældende, hvad der kommer af kommentarer i løbet af
få minutter.
Tænk nu på dit website, dine brochurer eller dine skilte? Er det
let at reagere? Vil du gerne forandre verden, så gør det let for
din omverden at ændre adfærd. Det er i orden at tænke stort, men
start i det små.
Facebook, Twitter og andre platforme har fået os alle til at
ændre adfærd over de sidste par år. Vi sender mails fra Facebook.
Twitter ville ikke eksistere, hvis vi ikke havde taget SMS til os. Begge platforme opfinder nye
metoder at kommunikere på, som bygger videre på eksisterende.
Tænk over det, når du vil overtale andre - men tænk småt.