Hvor fantastisk er det ikke at mødes med nogle af sine
idoler?
Adaptive Path er et bureau i San Francisco - og efterhånden også
en del andre steder - som er lige så anderledes i USA som Klean nok er det i Danmark.

Vi mødtes med Laura Kirkwood-Datta og Henning Fischer i det helt
usædvanlige kontor i San Francisco. Vi var begejstrede fra første
minut.
Adaptive Path er meget mere end informationsarkitektur, men det
er måske det, de er mest kendt for.
De definerer selv deres arbejdsområde som User Experience, og
opdeler deres arbejdsområder i fem kategorier:
- Research.
- Strategy Development.
- Design.
- Implementation Oversigth.
- Team Development.
I USA er virksomheder jo en del
større, så i modsætning til vores kontor er Adaptive Path ikke
involveret i selve udviklingsarbejdet. Det må kunderne selv tage
ansvaret for - men til gengæld har de alle sammen deres egne
udviklingsafdelinger, så det er også den bedste vej frem.

Hvad vi er fælles om er at projekter involverer mange workshops
og fælles samarbejde om at udvikle koncepter og principper.
Adaptive Path er i særklasse, når det gælder om at anvende
teknologi til at ændre brugernes adfærd, og det var meget
inspirerende at diskutere, hvordan det gøres i praksis.
Som i Danmark er det svært at nå helt igennem med ændringer.
Projekter indeholder ofte gode intentioner, som det er let at opnå
principiel enighed om. Når nye løsninger og systemer skal
implementeres i dagligdagen, er det ofte et forhindringsløb.
Adaptive Path har valgt at bruge design som indgangsvinkel til
at løse problemer, ganske enkelt fordi det er håndgribeligt.
Workshops, der resulterer i nye designforslag, kan diskuteres i
kundens organisation, og uanset teknisk niveau kan man forholde sig
til de nye idéer.
Forretningsudvikling blev ikke nævnt direkte, men de koncepter,
der udvikles, forsøges altid set i en tidshorisont på 3-5 år. Det
synes jeg er ganske fremragende. Herhjemme arbejder vi for ofte med
en kortere tidshorisont, og jeg lover at jeg selv vil blive bedre
til at tænke langt.
Internt er der stor åbenhed på tværs af projekter. De
forskellige teams laver særdeles kreative plancher og
visualiseringer af deres projekter, og alt er frit tilgængeligt for
alle på kontoret. Under rundvisningen sprang vi et par kontorer
over, hvor der blev arbejdet på et par mørklagte projekter, men
internt arbejdes der intensivt med at udveksle erfaringer.
Adaptive Path er meget optaget af, hvordan sociale medier kommer
til at ændre forretningsmetoder. Henning mente at "Internettet
befinder sig i 60'erne", og arbejdet med at udvikle nye løsninger
handler både om at ændre adfærd hos kunderne, men også i
organisationerne.
Et kerneprincip, som jeg fandt meget sympatisk, var samtidig
meget simpelt. "Treat people like people". Ofte er websites og
systemer bygget, så man føler man taler med en maskine.
Lad være med det.
Hvis dit næste projekt forsøger at være mere menneskeligt og
give andre en behagelig oplevelse, er det et godt projekt.
Vi var glade og i godt humør, da vi forlod Adaptive Path. Kunne
vi være andet?